Hvad ville du gøre, hvis du var lærer og skulle bestemme for en dag? Prøv kræfter med virkelige eksempler fra lærernes hverdag, når forældrene kræver særbehandling for deres børn.
Vores datter har dog ikke fået de her ting, fordi vi har efterspurgt dem, men fordi skolen selv har brugt det som værktøjer
Så synes jeg ikke du skal føle dig ramt. Hvis skolen mener det er nødvendigt og har taget beslutningen, så er det fint hvis du spørger mig. Problemet er når forældrene presser og kommer med krav og stresser lærerne unødvendigt.
Jeg er ikke selv lærer og skal ikke tale for nogen eller lade som om jeg er ekspert, men jeg forestiller mig bare at hvis jeg selv var lærer, så ville jeg finde det stressende og krævende hvis jeg blev mødt af en masse forespørgsler fra forældre af den slags.
Den enkelte forespørgsel er nok ikke stressende, men kombinationen er.
Jeg har arbejdet på flere skoler, og undervist. Sagen er den, at den eneste forskel der er på forældres forespørgsler, og det pædagogiske arbejde vi gør på skolen er, at forældrene er eksperter i deres egne børn, og derfor er det oftest en gave, at de faktisk fortæller både lærerne og pædagogerne, hvordan deres børn fungere bedst, frem for at vi skal regne det ud. Selvfølgelig kan det være både stressende og krævende, men det er hverken elevernes skyld, eller forældrenes skyld. Igen, så lad os lige pege på dem der har skylden, og det er politikerne og deres privatiserings-agenda.
Det er formålsløst at debattere hvilke ting der er okay, af det som forældrene spørger om, når det blot er endnu en politisk agenda at debattere, for at undgå at få fokus på årsagen.
Man kan sagtens snakke om begge dele. Men hvis jeg gør det i konteksten af at ville løse et problem, så ville jeg fokusere på årsagen, og ikke på symptomerne. For du kan godt forsøge at fjerne symptomerne (og det har man forsøgt - primært ved at give lærerne og pædagogerne mere ansvar, så de skal rende hurtigere - og det stresser og presser langt mere), men når årsagen forbliver, så ændre du reelt ikke på noget. Når jeg har problemer, så går jeg efter at få ordnet årsagen, ikke symptomerne - for de forsvinder, når årsagen er ordnet. Så i stedet for at spilde en masse tid og energi, på at fikse symptomer, der alligevel ville forsvinde af sig selv, hvis man fjerner årsagen, så er jeg så pragmatisk, og fornuftig, at jeg ville fokusere min tid og energi på årsagen.
Jeg tror faktisk også navnene var det, der gav følelsen mest :) Vores børn er opkaldt efter ældre familiemedlemmer, og det føltes meget personligt, da vi gjorde det, og nu hedder de begge noget, som er blandt det mest brugte i deres årgange.
Så synes jeg ikke du skal føle dig ramt. Hvis skolen mener det er nødvendigt og har taget beslutningen, så er det fint hvis du spørger mig. Problemet er når forældrene presser og kommer med krav og stresser lærerne unødvendigt.
Hvilke krav, stresser lærerne “unødvendigt”?
Jeg er ikke selv lærer og skal ikke tale for nogen eller lade som om jeg er ekspert, men jeg forestiller mig bare at hvis jeg selv var lærer, så ville jeg finde det stressende og krævende hvis jeg blev mødt af en masse forespørgsler fra forældre af den slags.
Den enkelte forespørgsel er nok ikke stressende, men kombinationen er.
Jeg har arbejdet på flere skoler, og undervist. Sagen er den, at den eneste forskel der er på forældres forespørgsler, og det pædagogiske arbejde vi gør på skolen er, at forældrene er eksperter i deres egne børn, og derfor er det oftest en gave, at de faktisk fortæller både lærerne og pædagogerne, hvordan deres børn fungere bedst, frem for at vi skal regne det ud. Selvfølgelig kan det være både stressende og krævende, men det er hverken elevernes skyld, eller forældrenes skyld. Igen, så lad os lige pege på dem der har skylden, og det er politikerne og deres privatiserings-agenda.
Det er formålsløst at debattere hvilke ting der er okay, af det som forældrene spørger om, når det blot er endnu en politisk agenda at debattere, for at undgå at få fokus på årsagen.
Der er jeg helt enig - men synes nu sagtens man kan snakke om begge dele samtidig.
Man kan sagtens snakke om begge dele. Men hvis jeg gør det i konteksten af at ville løse et problem, så ville jeg fokusere på årsagen, og ikke på symptomerne. For du kan godt forsøge at fjerne symptomerne (og det har man forsøgt - primært ved at give lærerne og pædagogerne mere ansvar, så de skal rende hurtigere - og det stresser og presser langt mere), men når årsagen forbliver, så ændre du reelt ikke på noget. Når jeg har problemer, så går jeg efter at få ordnet årsagen, ikke symptomerne - for de forsvinder, når årsagen er ordnet. Så i stedet for at spilde en masse tid og energi, på at fikse symptomer, der alligevel ville forsvinde af sig selv, hvis man fjerner årsagen, så er jeg så pragmatisk, og fornuftig, at jeg ville fokusere min tid og energi på årsagen.
Jeg tror faktisk også navnene var det, der gav følelsen mest :) Vores børn er opkaldt efter ældre familiemedlemmer, og det føltes meget personligt, da vi gjorde det, og nu hedder de begge noget, som er blandt det mest brugte i deres årgange.