I mange år brugte jeg megen tid på at tilpasse maden til det, jeg troede de gad spise. Men det virker så meningsløst når det alligevel ender med at de nægter, så nu laver jeg bare den mad jeg selv synes er sjov - med mindre de selv foreslår noget, så tager jeg det selvfølgelig med på næste uges madplan.
Ja, det er til tider kafkask. Det er en konstant afvejning af at man sf ikke skal tvinges til at spise noget man vitterligt ikke kan lide, og så almindelig opdragelse - at man sætter sig ned, smager på maden, og høfligt spørger om det er ok at man tager noget andet i stedet for at sige “Ad!” og skælde ud inden man har givet det en chance.
Eneste undtagelse er indtil videre pandekager - men det kan man jo ikke spise hver dag, kan man sige.
Samme her - det og så pasta… Løsningen hos os er i perioder at spise (mad)pandekager nærmest en gang om ugen, men med mere lødigt fyld end syltetøj (udover måske en enkelt til dessert).
Jeg laver dem uden sukker, og jeg nyder at stå en times tid i emhættens hvide støj og stege pandekager og fyld og bare defragmentere. Det er en nem måde at spise rester på (og kødfrit, for den sags skyld), og jeg har en lille pande ved siden af med “far-smag” til løg, hvidløg, chili, ingefær, eller hvad jeg nu finder på, som jeg og min hustru tilsætter efter behov.
Nogle gange vil en af ungerne endda hjælpe lidt til!
Tjah, det er også afprøvet men det gør det jo ikke “færdig afdiskuteret” i virkeligheden. Tværtimod giver det en masse ballade og gråd tænders gnidsel og alskens ulyksageligheder.
Jeg husker det heller ikke som noget der virkede da jeg var barn, min ene søster specielt have timevis med gråd og ballade i køkkenet i forsøget på at få en eller anden ret ned hun ikke kunne lide, inden mine forældre fandt en anden strategi der ledte til mindre selvlede og spiseforstyrrelseslignende symptomer.
Kan børnene lide grød? Dahl (Daahl?) Kan måske glide ned i det tilfælde
Madregler hjemme ved os:
Eneste undtagelse er indtil videre pandekager - men det kan man jo ikke spise hver dag, kan man sige.
@EvilCartyen @Urt Det samme gør sig gældende hos os. Vi har ét barn der spiser mad pt.
I mange år brugte jeg megen tid på at tilpasse maden til det, jeg troede de gad spise. Men det virker så meningsløst når det alligevel ender med at de nægter, så nu laver jeg bare den mad jeg selv synes er sjov - med mindre de selv foreslår noget, så tager jeg det selvfølgelig med på næste uges madplan.
@EvilCartyen jeg har lavet noget dagen efter den ældste klagede over at det ikke var det vi fik. Hun kunne ikke lide det, hun hader den ret!
Ja, det er til tider kafkask. Det er en konstant afvejning af at man sf ikke skal tvinges til at spise noget man vitterligt ikke kan lide, og så almindelig opdragelse - at man sætter sig ned, smager på maden, og høfligt spørger om det er ok at man tager noget andet i stedet for at sige “Ad!” og skælde ud inden man har givet det en chance.
Enormt relaterbar regel!
Samme her - det og så pasta… Løsningen hos os er i perioder at spise (mad)pandekager nærmest en gang om ugen, men med mere lødigt fyld end syltetøj (udover måske en enkelt til dessert).
Jeg laver dem uden sukker, og jeg nyder at stå en times tid i emhættens hvide støj og stege pandekager og fyld og bare defragmentere. Det er en nem måde at spise rester på (og kødfrit, for den sags skyld), og jeg har en lille pande ved siden af med “far-smag” til løg, hvidløg, chili, ingefær, eller hvad jeg nu finder på, som jeg og min hustru tilsætter efter behov.
Nogle gange vil en af ungerne endda hjælpe lidt til!
Jeg har også nogle gange lavet galettes, altså bretonske madpandekager. Det kan også anbefales!
Dem kendte jeg ikke, det ser godt ud. Det må jeg prøve!
Dengang jeg var barn fik man ganske enkelt besked på at man kunne spise det der kom på bordet, eller man kunne gå sulten i seng, færdig afdiskuteret.
Jeg får aldrig selv børn, så jeg slipper helt for den ballade.
Tjah, det er også afprøvet men det gør det jo ikke “færdig afdiskuteret” i virkeligheden. Tværtimod giver det en masse ballade og gråd tænders gnidsel og alskens ulyksageligheder.
Jeg husker det heller ikke som noget der virkede da jeg var barn, min ene søster specielt have timevis med gråd og ballade i køkkenet i forsøget på at få en eller anden ret ned hun ikke kunne lide, inden mine forældre fandt en anden strategi der ledte til mindre selvlede og spiseforstyrrelseslignende symptomer.