Jeg forstår ikke at der ikke er en bølge af grupper der bliver enige med et par venner om at sælge deres boliger i hovedstaden, høste en stor skattefri fortjeneste, og så købe en halvstor landejendom sammen - eller en håndfuld huse i en landsby - og derfra enten arbejde remote hvis muligt eller bare finde et roligt deltidsjob og nyde at være gældfri og have god tid og ro omkring sig.
Jeg ved selvfølgelig godt at der er mange der har et ønske om at bo i hovedstaden eller en anden større by, men det er svært for mig som lidt storby-forskrækket jyde helt at forstå…
Er det ikke et ret urealistisk scenarie du sætter op? Du skal overbevise alle dine venner som bor i byen, hvor størstedelen nok sandsynligvis har hele deres netværk i byen (sandsynligvis inklusive dig selv) til at flytte ud på Lars Tyndskids mark og være langt fra alle andre. Derudover skal de alle have arbejde der enten kan være remote, eller tage et “roligt deltidsjob” (ikke sikker på hvad du tænker på der). Så ville man bo derude uden alt det som byen tilbyder (meget inde for gå-afstand, alt inden for offentlig-transport-afstand, kultur, liv, osv.). Jeg kan slet ikke se det for mig.
Er det ikke et ret urealistisk scenarie du sætter op?
Joh, det er det jo nok.
Du skal overbevise alle dine venner som bor i byen, hvor størstedelen nok sandsynligvis har hele deres netværk i byen (sandsynligvis inklusive dig selv) til at flytte ud på Lars Tyndskids mark og være langt fra alle andre.
Jeg synes bare ikke fx en time er specielt langt væk fra alting hvis det til gengæld giver plads til at arbejde færre timer… Men det er helt klart et temperamentsspørgsmål!
Derudover skal de alle have arbejde der enten kan være remote, eller tage et “roligt deltidsjob” (ikke sikker på hvad du tænker på der).
I mit arbejde kunne jeg godt gå efter mindre spændende og krævende opgaver og gå ned på 30 timer. Det er helt klart ikke alle jobs der har mulighed for det.
Så ville man bo derude uden alt det som byen tilbyder (meget inde for gå-afstand, alt inden for offentlig-transport-afstand, kultur, liv, osv.).
Den del af min omgangskreds der blev i storbyen efter studietiden talte også meget om adgang til cafeer, kultur og byliv, men det er mit indtryk at det for de flestes vedkommende ikke er blevet til ret meget efter job, børn og pligter er kommet til. Nok lidt ligesom mine mange projekter der venter på jeg liiiiige får tid.
Jeg kan slet ikke se det for mig.
Hvis det var mere realistisk så boligmarkedet nok også noget anderledes ud… Så du har nok ret :-)
Hvis ikke folk ville bo derinde så ville priserne jo ikke stige. Desuden er der måske mange der ikke vil gå glip af at tjene pengene på boligerne?
Efter Corona var der en masse mennesker der flyttede til Samsø, i øvrigt, fordi de godt kunne se at det kunne noget. Jeg sidder selv i et småkedeligt parcelhus og kunne flytte til Samsø og købe et hus kontant med fortjenesten, men så skulle jeg flytte mine børn og det er noget bøvl med arbejde.
Jeg er helt med på at der er virkelig mange der gerne vil bo derinde - jeg har bare svært ved at sætte mig ind i det.
Jeg ville nok heller ikke selv flytte mine børn - eller mig selv - langt væk fra vennerne. Men det er der jeg tænker at jeg ville have nogle seriøse snakke med børnefamilierne i omgangskredsen om en koordineret udflytning. Jeg er vældig glad for mit arbejde, men havde jeg en friværdi på et par millioner ville jeg alligevel overveje meget nøje hvordan mine næste (hvis det står til Christiansborg) knap 40 år skal bruges - det ville nok ikke være 37 timer om ugen, og helt sikkert ikke mere end det.
Jeg forstår ikke at der ikke er en bølge af grupper der bliver enige med et par venner om at sælge deres boliger i hovedstaden, høste en stor skattefri fortjeneste, og så købe en halvstor landejendom sammen - eller en håndfuld huse i en landsby - og derfra enten arbejde remote hvis muligt eller bare finde et roligt deltidsjob og nyde at være gældfri og have god tid og ro omkring sig.
Jeg ved selvfølgelig godt at der er mange der har et ønske om at bo i hovedstaden eller en anden større by, men det er svært for mig som lidt storby-forskrækket jyde helt at forstå…
Er det ikke et ret urealistisk scenarie du sætter op? Du skal overbevise alle dine venner som bor i byen, hvor størstedelen nok sandsynligvis har hele deres netværk i byen (sandsynligvis inklusive dig selv) til at flytte ud på Lars Tyndskids mark og være langt fra alle andre. Derudover skal de alle have arbejde der enten kan være remote, eller tage et “roligt deltidsjob” (ikke sikker på hvad du tænker på der). Så ville man bo derude uden alt det som byen tilbyder (meget inde for gå-afstand, alt inden for offentlig-transport-afstand, kultur, liv, osv.). Jeg kan slet ikke se det for mig.
Joh, det er det jo nok.
Jeg synes bare ikke fx en time er specielt langt væk fra alting hvis det til gengæld giver plads til at arbejde færre timer… Men det er helt klart et temperamentsspørgsmål!
I mit arbejde kunne jeg godt gå efter mindre spændende og krævende opgaver og gå ned på 30 timer. Det er helt klart ikke alle jobs der har mulighed for det.
Den del af min omgangskreds der blev i storbyen efter studietiden talte også meget om adgang til cafeer, kultur og byliv, men det er mit indtryk at det for de flestes vedkommende ikke er blevet til ret meget efter job, børn og pligter er kommet til. Nok lidt ligesom mine mange projekter der venter på jeg liiiiige får tid.
Hvis det var mere realistisk så boligmarkedet nok også noget anderledes ud… Så du har nok ret :-)
Hvis ikke folk ville bo derinde så ville priserne jo ikke stige. Desuden er der måske mange der ikke vil gå glip af at tjene pengene på boligerne?
Efter Corona var der en masse mennesker der flyttede til Samsø, i øvrigt, fordi de godt kunne se at det kunne noget. Jeg sidder selv i et småkedeligt parcelhus og kunne flytte til Samsø og købe et hus kontant med fortjenesten, men så skulle jeg flytte mine børn og det er noget bøvl med arbejde.
Jeg er helt med på at der er virkelig mange der gerne vil bo derinde - jeg har bare svært ved at sætte mig ind i det.
Jeg ville nok heller ikke selv flytte mine børn - eller mig selv - langt væk fra vennerne. Men det er der jeg tænker at jeg ville have nogle seriøse snakke med børnefamilierne i omgangskredsen om en koordineret udflytning. Jeg er vældig glad for mit arbejde, men havde jeg en friværdi på et par millioner ville jeg alligevel overveje meget nøje hvordan mine næste (hvis det står til Christiansborg) knap 40 år skal bruges - det ville nok ikke være 37 timer om ugen, og helt sikkert ikke mere end det.