Artiklen handler om, at Socialdemokratiets hovedbestyrelse med Mette Frederiksen i spidsen planlægger at ophæve et 55 år gammelt forbud mod dobbeltmandater, som blev indført i 1969. Forbuddet blev oprindeligt indført for at forhindre, at folketingsmedlemmer også kunne være borgmestre, hvilket især var rettet mod den daværende socialdemokrat Erhard Jakobsen. Nu foreslår hovedbestyrelsen, at folketingsmedlemmer igen skal kunne stille op til kommunalvalg, dog uden at kunne besidde både en borgmesterpost og et folketingsmandat samtidig.
Formålet med at ophæve forbuddet er at modvirke den nedgang i vælgerstøtten, som Socialdemokratiet har oplevet, især i større byer som København, hvor partiet har mistet vælgere til andre partier som Enhedslisten. Forslaget møder dog modstand i dele af partiets bagland, hvor nogle lokalforeninger mener, at forbuddet bør bevares for at sikre politikernes fokus på deres vælgere og partimedlemmer.
Mogens Lykketoft, der var med til at indføre forbuddet i 1969, støtter forslaget om at lempe på forbuddet, men er enig i, at det stadig bør være forbudt at kombinere borgmester- og folketingsposter.
Jeg ved godt at det er en radikal idé (og dem kan man åbenbart ikke lide mere) … men hvad med at gå tilbage til at have principper og en politisk overbevisning? Måske endda føre socialdemokratisk politik og så se om vælgerne bider på? Alle politikere ser ud til at vil have skattelettelser på bekostning af velfærd, udover at det bliver ensformigt, så er det jo også svært at konkurrere på. Det ville være forfriskende med et parti der tilbød noget andet, måske endda, og hold nu fast, det omvendte.
Nu stiller du for store krav til dem
Ja, jeg ved det godt. Principper og overbevisninger er ikke noget man har, hvis man kun ønsker magt.
Måske man skulle indføre tidsbegrænsninger på, hvor lang tid man kan sidde i folketinget. Fx max 10år og så kan man ikke stille op igen.
Advarsel, nedenstående er en lang rant. Nu er du advaret!
Vi hører igen og igen om politikerlede, bl.a. fra politikerne selv. Men hver gang der kommer et løsningsforslag på bordet, der koster politikerne lidt personligt, så bliver der ikke talt mere om det. Skal vi give MF’ere og ministre samme pensionsvilkår som folket? Uha nej. Skal indtægterne svarer til folkets? Nej nej nej, vi har jo med højt uddannede personer at gøre, de kan da ikke gå til 500k pr år. Mindst 750k, fri transport og bolig, og så en ekstra sjat på 70-100k til div omkostninger.
Hvis forholdene havde været til folkeafstemning, så havde det nok ikke ført til denne lede. Men når det er personerne selv, der skal afgøre deres egne ansættelsesforhold… Men nej, “vi forstår virkelig ikke hvorfor at I ikke stoler på os… Lad os spare lidt på uddannelserne, så vi får råd til at betale
statsunderstøttelse til Novomedicintilskud til slankemedicin og så tager vi en udvalgsudflugt til Hawaii”Jeg drømmer lidt om at vi gør tilbage til 1600-tals versionen af parlamentarisme i England hvor partier var anset som udemokratiske og i strid med den guddommelige orden. Enhver mand skulle selvstændigt tage stilling til de forskellige sager.