Artiklen handler om, at Socialdemokratiets hovedbestyrelse med Mette Frederiksen i spidsen planlægger at ophæve et 55 år gammelt forbud mod dobbeltmandater, som blev indført i 1969. Forbuddet blev oprindeligt indført for at forhindre, at folketingsmedlemmer også kunne være borgmestre, hvilket især var rettet mod den daværende socialdemokrat Erhard Jakobsen. Nu foreslår hovedbestyrelsen, at folketingsmedlemmer igen skal kunne stille op til kommunalvalg, dog uden at kunne besidde både en borgmesterpost og et folketingsmandat samtidig.
Formålet med at ophæve forbuddet er at modvirke den nedgang i vælgerstøtten, som Socialdemokratiet har oplevet, især i større byer som København, hvor partiet har mistet vælgere til andre partier som Enhedslisten. Forslaget møder dog modstand i dele af partiets bagland, hvor nogle lokalforeninger mener, at forbuddet bør bevares for at sikre politikernes fokus på deres vælgere og partimedlemmer.
Mogens Lykketoft, der var med til at indføre forbuddet i 1969, støtter forslaget om at lempe på forbuddet, men er enig i, at det stadig bør være forbudt at kombinere borgmester- og folketingsposter.
Det er lige præcis et kæmpe demokratisk problem at samle magten. Når man så ydermere tænker på hvor mange politikere - lokalt og nationalt - som går ned med stress, har endnu mere svært ved at forstå rationalet. Marie Stærke, S borgmester i Køge, i P1 i morges fik præsenteret det som om en redning for de stakkels lokalpolitikere, som ikke forstår hvor hårdt det er at være politiker. Lad de professionelle fra Christiansborg om det hele i stedet. Suk.
Det er så elitært. Jeg kan ikke lide den måde hvorpå politikere bliver mere og mere “professionelle”. Folketinget burde have plads til almindelige mennesker, mennesker der har haft andre jobs og ikke nødvendigvis været i politik i årevis. Det er vel sådan noget folk klager over når de snakker om “levebrødspolitikere”.
Det kræver vel at folk udefra har lysten til at stille op. Det er min erfaring at det ikke rigtig er tilfældet.
Det er rigtigt. Man ser også langt mindre politisk engagement blandt befolkningen end tidligere (lavere medlemstal i partierne fx).
Men hvad er årsag og hvad er symptom? Er almindelige mennesker blevet skubbet ud af politik fordi debatten er blevet for hård eller miljøet er for elitært? Eller er det blevet elitært og hårdt fordi folk er blevet trætte af politik og ikke gider det mere?
Jeg tror også det er muligheden for at stille op der har ændret sig. Som jeg skrev et andet sted i tråden, verden er blevet mindre og vi hører kun om de nationale politikere og ikke så meget om de lokale. Det er nok blevet sværere at identificere sig med en politiker, fordi de ligesom er blevet “kendisser”. Man kan heller ikke forestille sig at være Taylor Swift men hvis man ser et lille band i den lokale bar spille, så kunne man måske godt blive inspireret til at starte et band selv. Håber metaforet giver mening :)